Helbredsundersøgelser

Vi oplever en stigende efterspørgsel på helbredsundersøgelser ”for en sikkerheds skyld”, dvs. uden man har symptomer på sygdom. Det kan fx være et ønske om at få målt kolesteroltal, blodsukker, blodtryk eller vitaminstatus.

Forskningen viser imidlertid, at helbredstjek til voksne uden symptomer og fagligt begrundet mistanke om risiko for at udvikle sygdom ikke gavner – tværtimod kan det være skadeligt. Derfor kan der ikke tages diverse blodprøver på raske patienter medmindre der foreligger en lægelig vurdering af, at der er en risikofaktor der taler for dette. Det er således er en lægelig vurdering hvad/om der skal foretages undersøgelser på baggrund af dine bekymringer og ønsker.

Det betyder, at vi meget gerne tager en snak med dig om hvorfor du ønsker en helbredsundersøgelse. Er der noget særligt du er bekymret for og hvorfor? Sammen laver vi en plan for, hvad der evt. er relevant at undersøge og hvilke konsekvenser det vil have.

For at smidiggøre denne proces har vi indført følgende rutine ved ønske om helbredsundersøgelse uden symptomer:

1) Du besvarer en række spørgsmål og sender svaret via e-konsultation (se spørgsmål nedenfor).

2) Du booker en opfølgende tid hos læge, gerne som videokonsultation (online eller ved at ringe til sekretær), hvor vi sammen gennemgår dine ønsker og bekymringer samt de spørgsmål du har besvaret.

3) Lægen beslutter, som om der er indikation for yderligere og i så fald hvilke blodprøver og evt. andre undersøgelser, der er relevante. Sammen aftaler vi også, hvordan du skal have svar på undersøgelserne (ekons, videokonsultation eller fremmødetid).

 

OBS Har du symptomer, er situationen en anden, og du skal bestille tid hos lægen som vanligt.

 

Før konsultationen ved læge bedes nedenstående besvaret:

  • Er der noget særligt du er bekymret for og hvorfor?

  • Din vægt og din højde.

  • Tobaksforbrug (antal år du har røget, gennemsnitlig antal cig/dag, samt evt. årstal for rygeophør).

  • Alkoholforbrug (antal genstande pr. uge), både nu og tidligere, hvis der tidligere har været større forbrug).

  • Arvelige dispositioner, dvs. forekomst af de nedenfor nævnte sygdomme hos dine forældre, bedsteforældre eller søskende. Nævn gerne hvilke familiemedlemmer det drejer sig om.

- Forhøjet blodtryk, behandlingskrævende højt kolesteroltal, sukkersyge, hjertesygdom.

- Blodpropper i hjerte eller hjerne.

- Kræft: Hvilken form for kræft. Hvilket familiemedlem. I hvilken alder blev dit familiemedlem syg.