Graviditetsundersøgelser

Hvad er graviditetsundersøgelser?

I Danmark bliver alle gravide tilbudt tre frivillige såkaldte graviditetsundersøgelser hos ens egen læge samt en ekstra tid efter fødslen. De går først og fremmest ud på at følge den gravide igennem graviditeten. Undersøgelserne kan nemlig vise, om man er ved at udvikle sygdomme som graviditetssukkersyge eller svangerskabsforgiftning. Kontrollerne har også til hensigt at håndtere eventuelt eksisterende sygdomme hos den gravide eller nyopståede graviditetsgener, såsom kvalme, smerter og andet, som kan opstå i forbindelse med selve graviditeten. 

Det er altså den gravide som er i fokus til undersøgelserne, og i mindre grad det kommende barn.

 

Hvorfor foretages graviditetsundersøgelserne?

Graviditetsundersøgelserne har fokus på at vurdere den gravides helbred og vurdere om der er behov for ekstra støtte eller hjælp i forbindelse med graviditeten. Undersøgelserne lægger også vægt på at vurdere de kommende forældres trivsel både i forbindelse med selve graviditeten, men også i forløbet efter fødslen. Lægehuset kan hjælpe med alt fra råd om vitamintilskud til bekymringer ift. graviditeten, fødsel eller amning. 

Hos os påbegyndes vandrejournalen, som er et fælles dokument, der giver information om graviditetsforløbet og den gravides helbred til det sundhedspersonale, som skal hjælpe den gravide undervejs i graviditeten, uanset om det er på hospitalet, hos jordemoder eller i lægehuset. Vandrejournalen er samtidig den gravides henvisning til fødestedet som vi sender.

 

Godt at vide 

  • Du skal selv bestille tid i lægehuset til undersøgelserne. 

  • Hos os er det vores jordemoder, Mette, som varetager undersøgelserne under supervision af lægerne. 

  • Alle tre graviditetsundersøgelser inkluderer blodtryksmåling og urinprøve. Mød gerne op 5 minutter før den aftalte tid og sæt en urinprøve i skabet ved toiletterne. 

  • Begge forældre er velkomne til at deltage i alle undersøgelserne. 

 

Hvad indebærer graviditetsundersøgelserne?

Første graviditetsundersøgelse: Uge 6-10  
Forud for denne konsultation får du tilsendt en række spørgsmål, som besvares elektronisk. Her gennemgår vi faktorer, som alle kan have betydning for graviditeten: tidligere eller nuværende sygdomme, det mentale helbred, tidligere graviditeter eller aborter, livsstil og kost samt arbejdsmiljø. Vi vil også give første bud på terminsdatoen baseret på sidste menstruations første dag.  
Rent praktisk vil du skulle aflevere en urinprøve, blive vejet, få foretaget blodtryksmåling samt en blodprøve, som også kan bruges til vurderingen af risiko for misdannelser, hvis du ønsker dette.

Vælger du at tage imod tilbuddet om 1. trimesterskanning og risikovurdering (nakkefoldsscanning), skal du selv sørge for at bestille en tid via minSP. Download app: minSP

  • Log in

  • Menu

  • Book en aftale

 

Anden graviditetsundersøgelse: Uge 25 
Ved anden graviditetsundersøgelse vil du igen få målt blodtryk, skulle lave en urinprøve, blive vejet og i visse tilfælde få taget blodprøver. Derudover vil vi snakke med dig om, hvordan graviditeten opleves og hvilke gener du eventuelt har, samt om du mærker liv fra barnet hver dag. Vi vil derudover lytte til barnets hjertelyd og mærke dig på maven. I vinterhalvåret tilbyder vi også at vaccinere mod influenza.

 

Tredje graviditetsundersøgelse: Uge 32 
Ved tredje og sidste undersøgelse i lægehuset før fødslen vil du igen få målt blodtryk, blive vejet og du skal lave en urinprøve. Derudover vil vi igen lytte til barnets hjertelyd og vurdere størrelsen på barnet. Vi vil også snakke om emner der vedrører tiden efter fødslen, disse kan fx være barsel, amning, sexliv, forældreroller, netværk og støtte fra familien.